Ítøkiligar ætlanir við samstarvinum - fín orð loysa einki

(Røða hjá Sjúrða Skaale undir orðaskiftinum um Arktis á Fólkatingi 26. oktober 2017)

En ”arktisk stormagt”. Det er, hvad rigsfællesskabet er – i hvert fald i henhold til den meget omtalte Taksøe-Jensen rapport.

Det ville nok være mere korrekt at sige, at Rigsfællesskabet kan blive en sådan stormagt.

For mulighederne er der. Det er de pga. at Grønland og dernæst Færøerne – og det viser hvor vigtigt Grønland – og dernæst Færøerne – er for Danmarks position og vægt i verden.

Og det viser ligeledes hvor afhængig Danmarks udenrigspolitik er af gode forhold og stærk sammenhængskraft i Rigsfællesskabet.

Vi har naturligvis også store fællesinteresser. I Arktis kan 1 + 1 + 1 give mere end tre hvis Grønlands enorme område, Færøernes placering midt på en af fremtidens vigtigste sejlruter og Danmarks langt større diplomatiske styrke kan udnyttes i fællesskab.

Men det kræver en strategi, der understøttes af konkrete tiltag og investeringer. Strategien er der.

I sin udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi taler Regeringen om at ”styrke Kongerigets arktiske profil”, og om ”en stærkere og mere konsistent påvirkning af den arktiske udvikling”. Der tales om ”en styrket dialog blandt de relevante aktører inden for Rigsfællesskabet. Man vil også adressere sikkerhedspolitiske udfordringer samt tage initiativ til en årlig Arktisk Dialog om Kongerigets indsats i Arktis for at styrke det konkrete myndighedssamarbejde inden for Rigsfællesskabet”. Det er jo fint.

I Udenrigsministeriets Arktiske redegørelse 2017-2018 står der, at man:

 - Sætter særligt fokus på økonomisk udvikling til gavn for befolkningerne i Grønland og på Færøerne.

- Sætter økonomi og erhvervsudvikling mere centralt på dagsordenen i Arktisk Råd,

- At man vil afdække mulighederne for at tiltrække internationale investeringer, og styrke eksportfremmeindsatsen til fordel for Grønland og Færøerne.

Det er jo fine ord og intentioner. Men når det gælder Arktis er der så mange fine ord og intentioner overalt, at det næsten bliver for meget.

For næsten to uger siden deltog jeg som formand for den arktiske arbejdsgruppe på Arctic Circle konferencen i Reykjavík. Det er en udmærket mulighed for at markere Rigsfællesskabet i hele denne debat. Og det er også en god mulighed at lære nye ting.

Programmet er spækket med foredrag, break-out sessions, paneldiskussioner, pindemad, kager, kaffe, sushi og folk der er føler sig på hjemmebane i det miljø, der giver visitkort til hinanden. Man lærer bl.a. nye måder at kombinere ord som strategic investments, indigenous, development, inclusive, democratic, ecological, traditional, modern. Og alt skal bare være så sustainable, sustainable, sustainable og sustainable og sustainable sustainbility.

I samtlige mødelokaler er luften så tyk af alle de rigtige og smarte ord, at det mentalt set er som at spise flødeskum og candyfloss og marengs med karamelsovs oveni i dagevis. Og der er virkelig en fare for, at det også indholdsmæssigt kan ende som tomme kalorier. Og det kan være svært at skelne mellem det indholdsrige politiske kød og det tomme flødeskum.

I arbejdsgruppen forsøger vi at gøre vores tiltag så konkrete som muligt. I Reykjavík denne gang handlede vores velbesøgte arrangement om mulighederne for øget og kontrolleret turisme, men vi har også sat fokus på fx udnyttelse af havets ressourcer og på shipping. Det er gjort i godt samarbejde med både myndigheder og erhvervsliv – og det har faktisk ført til resultater.  Det skal vores arbejde gøre, for til forskel fra mange andre, så er Rigsfællesskabet interesseret i en arktisk dagsorden, der ikke kun er defensiv og handler om bevaring og beskyttelse. Vi skal også have fokus på en udvikling, der på alle områder gør mulighederne større for dem, der bor i Arktis. Det gælder alt fra udnyttelse af ressourcer til satsninger indenfor infrastruktur og telekommunikation.

Men det der taler med størst vægt i politik er som bekendt ofte finanslovens tal, og hvis det skal blive andet og mere end snak, så må man følge de fine strategier op med flere investeringer i eksempelvis forskning, infrastruktur og satellitter, search-and-rescue og forsvar.

Danmark må ligeledes anerkende, at Færøerne, og Grønland i særdeleshed, er Rigsfællesskabets arktiske dele, og må være inddraget i alt der har med Arktis at gøre. Det er bl.a. derfor jeg for nylig stillede flere spørgsmål til Forsvarsministeren om Forsvarets planer på og rundt om Færøerne, set i lyset af de øgede udgifter til forsvaret. At læse svarene var lidt som at spise en flødekage af ord. Der stod at man generelt vil styrke forsvarets indsats i Arktis, men at der i øjeblikket forhandles om et nyt forsvarsforlig, og det derfor er for tidligt at sige noget om, hvilke konkrete initiativer, der kan opnås enighed om. Der må foreligge noget mere konkret end det.

Jeg vil kraftigt anmode om, at Færøernes myndigheder hurtigst muligt inddrages i planerne. Danmark må aldrig gøre noget omkring Færøerne uden om Færøerne.

--

Et felt hvor de fine strategier er i gang med at blive omsat til handling, er satellitovervågning og telekommunikation i Arktis.

Det er jo således, at de stationære satellitter ikke kan ses højt mod nord, og det gør kommunikationen både dyr og upålidelig.

Både Taksøe-rapporten og forsvarsministeriet rapport anbefalede, at man undersøgte muligheden for et offentligt/privat samarbejde om at etablere bredbåndsdækning i det højarktiske område.

Med baggrund i et forslag udarbejdet af DTU Space undersøgte en arbejdsgruppe under ledelse af direktøren for TelePost i Grønland, teleselskabet Siminn på Island, Føroya Tele på Færøerne, forsvaret og DTU Space muligheden for at etablere et satellitsystem til at løse opgaven.

Resultatet er et forslag om, at 2+2 satellitter opsendes og drives af i fællesskab af de implicerede parter. Idéen er, at kommunikation med satellitterne skal ske gennem to jordstationer – placeret i Grønland og Island – mens Mission Control skulle ske fra Færøerne. Man har lavet markedsanalyser der tyder på, at et selskab kunne blive profitabelt selskab hvis det fik en investering ca. 1 en milliard kroner – heraf 200 mio. kr. i aktiekapital – samt årlige driftsomkostninger på ca. 20 mio.kr.

Projektet er løbende blevet fulgt af en følgegruppe under ledelse af viceforsvarschefen og med direktørerne for de involverede selskaber som medlemmer. Parterne har besluttet at gå videre med at undersøge teknik, marked og etablering af et selskab, og, selvfølgelig, mulighederne for finansiering. Hvis alt kommer på plads og beslutningen bliver truffet i 2018, så kan satellitterne sendes op i 2021.

Jeg synes det er fremragende, at man har fået etableret dette samarbejde. Behovet er jo stort for alle – og derfor ligger der her en mulighed for, at vi virkelig kan give os selv en helt central rolle.

Jeg vil derfor anmode regeringen om at støtte dette projekt så langt man kan.

Det er er tiltrængt eksempel på en konkretisering af de politiske strategier – og noget der på et konkret grundlag kan styrke dialogen og samarbejdet og respekten mellem de parter, som jo må stå meget tæt sammen for at få synergi.

Lad os generelt i Arktis få Grønland, Danmark og Færøerne til at give mere end tre. Og lad os også gennem dette konkrete projekt få Grønland, Danmark, Færøerne og Island til at give mere end fire.