Vald og hóttanir kunnu ikki avgera makrelmálið - Tala undir viðgerðini av fíggjarlógini

Tala hjá Sjúrði Skaale hildin undir viðgerðini av donsku fíggjarlógini 19. Januar 2012:

Der er en meget stærk scene fra Taylor Hackfords oscarbelønnede film om Ray Charles.

Den syvårige Ray bliver blind. Det er et meget hårdt slag for hans mor, der lige har mistet sin anden søn.

Drengen falder mens han tumler rundt i deres lille hus. Men hun hjælper ham ikke – selv om der både er åben ild og en kedel der koger. Moren tager ikke drengens hånd og fører ham væk fra de farer, der er. Hun fortæller ham heller ikke, hvor de er. Det må han finde ud af selv.

Det er ikke fordi moren ikke har medfølelse. Hendes øjne er fulde af tårer, mens hun står i et hjørne og ser sin søns fortvivlelse over at have mistet synet – og hun tænker sikkert på de problemer det vil give ham senere.

Men hun ved, at det at være blind – det er en af drengens betingelser i livet. Ræk dine hænder ud, siger hun. Åbn dine ører. Det er nu dine øjne. Under de betingelser må du klare dig.

Og hvis han ikke selv kan finde ud af at klare sig inde i huset – hvordan skal han så kunne lære at klare sig ude i den store verden?

Moren ved, at hvis hun hjælper ham ved at tage hans hånd nu – så må hun også hjælpe ham senere. Han vil blive afhængig af hendes hjælp. Afhængig af hende.

Hun vil hellere hjælpe ham til at klare sig selv – selv om det er hårdt, og selv om det får hende til at fremstå som lidt kynisk.

Sådan er det altid, når man hjælper en anden:

Der er hjælp til selvhjælp – og der er hjælp til afhængighed.

Det er altid bedre at give den trængende en fiskestang, end at give ham en fisk.

Og det gælder også på makroniveau. – Altså, når der er lande, der gerne vil hjælpe andre lande.

Det er bedre at fjerne toldmure end at give ulandsbistand. Det første er en fiskestang – det andet er en fisk.

Danmark har i mange tilfælde ført fiskestangspolitik over for Færøerne.

Det er en fiskestang at man har accepteret opbygningen af et færøsk samfund, hvor Færøernes egen lovgivende forsamling har været helt central. Det har flyttet Færøerne langt ud over den danske grundlovs grænser – men det har været forudsætningen for, at man kunnet opbygge sit eget samfund på egne præmisser.

Det vil være en endnu større fiskestang, når man en dag accepterer, at Færøerne får sin egen forfatning.

Det var en fiskestang, at man efter lang kamp lod Færøerne overtage undergrunden. Selvom der stadigvæk ikke bliver produceret olie, så har eftersøgningen skabt stort know how, store indtægter, og vi har også fået egne selskaber, der arbejder i olieindustrien i andre lande.

Blokkurin

Fisketangspolitikken har været gavnlig. Men der er også eksempler på, at Danmark i stedet lægger en fisk på det færøske bord.

Bloktilskuddet er sådan en fisk.

Det har været fastfrosset nominelt i ti år, og er dermed faldet i værdi. Men nu begynder man igen at pristalsregulere det, så der i år kommer mellem 8 og 9 millioner ovenpå de 615 millioner, som det har været siden 2002.

Det er jo et mikroskopisk tal på den danske finanslov – og også et ganske lille tal på den færøske finanslov. Men principielt betyder det meget.

Den slags tilskud deler jo det politiske system i to dele: Dem, der siger ja tak – og dem, der mener, at man hellere skal tage fiskestangen og fange sine egne fisk.

Vælgernes valg flytter sig derfor fra at være et valg mellem forskellige politiske strategier – til at være et valg mellem at sige ja tak eller nej tak til danske penge.

Enhver kan se, at dette ikke er et sundt politisk fokus.

Jeg har derfor været glad for fastfrysningen, og synes det er uheldigt, at den standser nu. Men jeg vil naturligvis stemme for den aftale, som regeringen og landsstyret indgik i foregående uge.

--

Der er stadig områder på Færøerne der er rent danske, og som i værende situation kun Danmark har - og kan have – ansvaret for. Det gælder fx politimyndigheden på Færøerne, der, mildt sagt, ikke gode faciliteter. Jeg vil derfor gerne takke for, at besparelsen på dette område, som lå i den provisoriske finanslov, nu er fjernet.

Makrelmálið

Jeg bliver nødt til også at sige lidt om en sag, som kan skade forholdet mellem Danmark og Færøerne, men som også har stor betydning for færøsk – og dermed indirekte dansk – økonomi.

Færøerne fik i sin tid lov til at stå udenfor EF, da Danmark gik ind. Danmark har også været behjælpelig med at forhandle grænserne – bl.a. fiskerigrænserne – mellem Færøerne og andre lande på plads.

Det har været hjælp til selvhjælp. Det har været fiskestænger, hvis vi skal forblive i den metafor.

Men det har altså ført til, at Danmark og Færøerne nu er modparter i en strid mellem EU, Norge, Færøerne og Island om makrellen. Striden drejer sig om store penge og helt grundlæggende principper.

EU og Norge mener at Færøerne fisker for meget. Det har allerede ført til formelt landingsforbud mod færøske skibe i Norge, at industrien i EU – i en slags form for selvtægt – har blokeret for landinger fra færøske skibe, samt at EU og Norge har opsagt andre fiskeriaftaler med Færøerne.

Men i disse dage optrappes konflikten på afgørende vis:

Fødevareudvalget diskuterede i går den EU-rammelov, der skal give EU mandat til at sætte sanktioner i værk mod Færøerne.

Det er svært for et meget lille land at ende i en så alvorlig kamp imod så store modstandere.

Når man alligevel har stået fast, så er det for det første fordi dette har meget stor betydning, og for det andet fordi man mener, at man har retten på sin side. Man kan simpelthen ikke bøje sig.

De rettigheder vi har – eller den fiskestang, vi har fået – er efter vores mening helt klart brugt på ansvarlig vis.

Derfor er det fortvivlende at iagttage de meget usædvanlige skridt, som nu forberedes i EU.

Jeg anerkender, at den danske regering naturligvis står i en særdeles vanskelig situation i denne sag. Man har EU-partnere at tage hensyn til, man er del af den fælles fiskeripolitik – og man står med EU’s formandskab.

Jeg har haft et række møder med danske ministre om sagen, og jeg er tilfreds med de udmeldinger, der hidtil er kommet fra regeringen.

I forbindelse med fremlæggelsen af forslaget om sanktioner i Bruxelles den 14. December, meldte regeringen ud, at ”Generelt må anvendelsen af sanktioner ses som en absolut sidste udvej, når alle forsøg på en forhandlingsløsning er udtømte. Foranstaltningerne må i givet fald være i overensstemmelse med internationale forpligtelser, være fair og proportionale”.

Regeringen anerkender ligeledes, at ”en eventuel anvendelse af instrumentet i forhold til Færøerne vil stille Danmark i en vanskelig situation i forhold til rigsfællesskabet med Færøerne”.

I sit svar i dag på et §20 spørgsmål fra mig om sagen siger ministeren, at ”vi fra dansk side vil gøre alt, hvad der står i vores magt for at nå frem til en forhandlingsløsning” samt at ”Det er min forventning, at eventuelle nye informationer om makrellens vandring i Nordatlanten vil indgå i arbejdet med fordelingen af makrel mellem kyststaterne.”.

Det er præcis dette, man ønsker fra færøsk side. Det kan ikke være størrelse, politisk magt og trusler der afgør, hvor meget de forskellige lande kan tage ud af denne meget værdifulde fiskebestand.  Det må være de objektive biologiske, juridiske og økonomiske faktorer, der er afgørende. Færøerne har alt at vinde, hvis de vinder indpas.

Hvis det på den anden side lykkes at holde disse faktorer udenfor, og magten, revolverdiplomatiet, truslerne og sanktionerne i stedet afgør sagen, så ser det rigtigt slemt ud for Færøerne og for vores relationer med EU - og Danmark.

Derfor vil jeg – nok en gang – henstille til både regering og folketing, at man behandler denne sag med udgangspunkt i de nævnte, objektive faktorer.

Det andet vil ikke bare være at tage fisken fra os – men, for at vende tilbage til metaforen, at tage selve fiskestangen.