Vi forlænger sandsynligvis fiskeriaftalen med Rusland. Men hvis vi også næste år giver tilladelse til, at sortlistede skibe kan komme ind, så har russerne os præcis dér, hvor de vil have os: Gennem det økonomiske samarbejde har de fået så stor politisk magt over os, at de kan presse os til at tage en principiel, sikkerhedspolitisk beslutning til deres fordel.
Dansk version
I forbindelse med Sømandsdag i Klaksvik i lørdags, var jeg med i en radiodebat om Færøernes samarbejde med Rusland.
Efter debatten gik vi til den store morgenbuffet. Gæstfriheden var som altid stor, stemningen let, og i samtalerne fik jeg – som altid høflige! – kommentarer om, at jeg og Javnaðarflokkurin har været lidt skeptiske over for dette samarbejde.
To spørgsmål kom op at vende:
De, jeg talte med om dette, sagde ja til begge spørgsmål. Og jeg tager næppe fejl, hvis jeg siger, at de repræsenterer et overvældende flertal i Klaksvík.
Fuld respekt for det. Selvfølgelig. Samarbejdet med Rusland har stor betydning i området, og derfor vil man helst ikke pille ved det.
Det, man kan savne i debatten, er, at man ikke kun ser på, hvad samarbejdet giver, men også hvad det koster. Altså hvad Færøerne som helhed – måske især den nordlige del af Færøerne – kunne have fået ud af de store mængder fisk, vi i dag giver Rusland.
Dette er jo en handel, vi som samfund indgår. Og når du handler, ser du ikke kun på, hvad du køber, men også på, hvad du betaler.
Hvis denne handel skal være god for samfundsøkonomien, skal det, vi får, være mindst lige så meget værd som det, vi giver. Som jeg nogle gange har sagt: At betale en vædder med en tyr er ikke klogt.
Hvad giver vi?
Aftalen for 2025 ser således ud: Vi giver Rusland ret til at fiske 75.000 tons blåhvilling, 8.080 tons makrel og 5.800 tons sild i færøsk farvand.
Dette er i direkte byttehandel med Færøerne. Men det er ikke alt.
Efter pres fra Storbritannien gav Færøerne i aftalen for 2024 ikke længere russiske skibe adgang til det såkaldte ”fællesområde”, som Færøerne og Storbritannien administrerer sammen. I samme aftale blev den del af den internationale kvote, som Rusland har lov til at fiske i færøsk farvand, øget fra godt 25.000 tons til knap 56.000 tons. Det er aldrig blevet kritisk behandlet i medierne, og mig bekendt spurgte ingen journalist ind til det. Men mit gæt er, at dette var kompensation for, at Rusland mistede adgangen til fællesområdet.
Altså: Selvom det i realiteten var STORBRITANNIEN, der udelukkede Rusland fra fællesområdet – så kompenserede FÆRØERNE ved at give Rusland langt større rettigheder i færøsk farvand.
Rusland har beholdt disse rettigheder, og i 2025 kan deres skibe fiske knap 53.000 tons af deres kvote i internationalt farvand inden for vores område.
Tilsammen har russiske skibe dermed ret til at fiske omkring 142.000 tons i færøsk farvand.
28 skibe har licens til at fiske her. Nogle af dem er meget store – i 5.000-tons-klassen. Hvorfor så mange skibe skal have licens, er svært at forstå. Men klart er det, at det gør det vanskeligt at føre tilfredsstillende kontrol. Og flere af dem – Ester, Lira og Melkart-2 – er under stærk mistanke for at være en del af det russiske militær.
Men vi betaler ikke kun Rusland med fisk og fiskerettigheder. Vi fisker den ”russiske fisk” i den norske del af Barentshavet. Og det skal Norge selvfølgelig også kompenseres for i den aftale, vi indgår med dem.
Derudover kommer den stærke mistanke om, at russiske skibe både fisker mere, end de har tilladelse til, og har ulovligt bifangst, som skader vores bestande.
Hvad får vi?
Færøske skibe har i år ret til at fiske knap 7.500 tons torsk, 1.000 tons kuller, 900 tons bundfisk og 4.000 tons rejer i Barentshavet. (Det skal siges, at tallene for torsk og kuller tidligere har været væsentligt højere og i teorien kan stige igen. Men sandsynligvis vil torskekvoten for næste år falde endnu mere – måske helt ned til 6.000 tons. Det skal også siges, at rejerne ofte slet ikke er blevet fisket).
Tæller vi rejerne med, har vi ret til at fiske omkring 13.400 tons i Barentshavet i år.
Ser vi på gennemsnitspriserne, så har jeg svært ved at se andet end, at det Rusland fisker hos os, er langt mere værd end det, vi fisker i Barentshavet. Og jeg har ikke set nogen beregning, der viser noget andet.
Det er rigtigt, at torsken har meget høj pris. Men det har makrellen også. Og hvis torskekvoten går helt ned på 6.000 tons, er det svært at se, hvordan dette kan give overskud til Færøerne.
Når du driver handel, ser du også på udgifterne til investeringer og drift. Og det koster mere at hente fisken i Barentshavet, end det ville have kostet, hvis færøske skibe i stedet havde fisket det, vi giver Rusland. Det er bare at kigge på de flotte regnskaber hos pelagisk flåde.
Alligevel kan jeg efterhånden ikke forestille mig andet end, at aftalen bliver fornyet i december. Det er viljen i Lagtinget, og den må alle bøje sig for. Men det ville være godt, hvis vores folk i det mindste stillede rimelige krav under forhandlingerne. De seneste år har det set ud som et russisk tag-selv-bord.
De sortlistede
Siden Ruslands totale angreb på Ukraine har Færøerne sagt, at vi følger EU’s og Norges politik.
Nu har de sat to rederier på sortlisten. Og det er ikke uden grund. Disse rederier er under stærk mistanke for at arbejde for det russiske militær. Altså det samme militær, som konsekvent bomber, ødelægger og dræber i Ukraine og truer andre lande.
Rusland er i krig med Vesten på mange fronter. At vi – i en aftale med den russiske regering – tillader skibe hertil, som efterretningstjenester i nabolandene mener er direkte dele af denne krig, er ikke klogt. Hverken for vores sikkerhed, vores omdømme eller vores samarbejde med andre.
Rusland forsøger nu at true færingerne ved at sige, at hvis disse skibe mister retten til at fiske hos os i den kommende aftale, så stopper alt samarbejde mellem landene.
De har truet på samme måde før – uden at der skete noget. Og hvorfor skulle der ske noget nu? Hvis det kun handler om fiskeri, kan det ikke være et problem, at vi giver f.eks. 24 skibe licens til at fiske her i stedet for 28.
Hvis Rusland siger, at forudsætningen for det hele er, at netop de skibe, som menes at arbejde for det russiske militær, skal have ret til at operere hos os, så handler det måske ikke kun om fiskeri, men også om noget andet…
En ting mere: Hvis vi giver disse skibe lov, får de kun tilladelse til at operere i den russiske del af Barentshavet – og på Færøerne. Derfor er det sandsynligt, at ikke kun disse, men en række semimilitære skibe, som er sortlistet, vil ende på vores bestande. Det kan ikke være det, vi ønsker.
Hvis det alligevel lykkes at få os til at gå imod alt det, vi har sagt i mere end tre år, og gøre sortlistede, semimilitære skibe til en del af aftalen, så har de russiske myndigheder færingerne præcis dér, hvor de vil have os:
Gennem det økonomiske samarbejde har de fået så stor politisk magt over os, at de kan presse os til at tage en principiel, sikkerhedspolitisk beslutning, som gavner Rusland.
Tilbage står vi som utroværdige over for alle vores demokratiske, allierede nabolande.
Det kan også have en pris...
LÆS OGSÅ: Færøernes udenrigsminister i Ukraine - Melkart-2 på Færøerne
Ein loysn frá Sendistovuni