Åbningsdebat 2025: Kærlighedstale fra Sjúrður Skaale

Efter to år tør vi håbe, at krigens grusomme gerninger slutter i Gaza.

Men hvad er deres modsætning?

Hvad er kærlighedens gerninger?

I lydighed overfor Gud var Abraham rede til ofre sin egen søn Isak.

Var hans kærlighed til sønnen svag? Eller viste han gennem sin lydighed netop stor kærlighed – til Gud?

I Thomas Manns vældige værk om Abrahams efterkommere, drømmer Isaks søn, Jacob, at han også skulle ofre sin søn, Josef.

Men Jacob fortæller selv beklagende Josef: “Min sjæl svigtede, for min kærlighed var større end min tro, og jeg kunne ikke”.

Viste Jacob i drømmen ægte kærlighed til sin søn? Eller svigtede han i ulydighed kærligheden til Gud?

Kan menneskeofring være en kærlighedens gerning?

Det er stadig et aktuelt spørgsmål.

På trods af massiv sikkerhed har der været vellykkede jihadistiske angreb mod Vesten, udført i kærlighed til Gud. Fra listen kunne vi nævne New York i 1, Madrid i 4, London i 5, Paris i 15, Paris igen i 15, København i 15, Bruxelles i 16, Nice i 16, Berlin i 16, Manchester i 17, Israel tusindvis af gange, men størst i 23, senest Manchester i sidste uge.

Angrebene var bataljer i gudfrygtighedens krig mod ugudeligheden. Altså mod det, vi kalder friheden.

-

Der ligger en enorm magt i troen på, at både egne og trosfællers liv kan og bør ofres i kampen mod de vantro.

Denne magt bliver endnu større når nogle af jihadismens ugudelige fjender konverteres til dens aktive støtter.

Når jihadismens religiøse kamp påberåber sig politiske motiver.

Når det lykkes den at fremstå som den uskyldige afmagts kamp mod den onde overmagt.

Når dens angreb på friheden kommer til at fremstå som retfærdige og nødvendige.

Når det sker, opløses grænsen mellem had og kærlighed, ondt og godt i manges sind, og de mister sine moralske holdepunkter.

Globalize the Intifada, råber de, og ser sig selv som en del af kærlighedens store kamp mod magten.

Men de underkaster sig magten. De hylder magten.

Magt opnås ikke kun gennem penge og våben, men også gennem religion og ideologi.

-

At mennesker støtter den magt, som vil dem ondt, er ikke et nyt fænomen.

En af historiens største politiske vildfarelser var idéen om, at kommunismens ledere havde en legitim ret til at indføre “proletariatets diktatur” og i dets navn begå uhyrlige grusomheder.

Kierkegaard siger i sit store værk om kærligheden, at: “Man kan umenneskeligt ville gøre sig uundværlig ved sin Magt, men man kan ogsaa ville gøre sig uundværlig ved sin Afmagt.”

Under kommunismen blev afmagtens mænd almægtige. Men Vestens nyttige idioter lod sig forblinde af despoterne, som rent ideologisk var de magtesløses repræsentanter.

I virkeligheden var de alt andet.

Og det var forfærdeligt at det lykkedes kommunismens, fascismens og nazismens folk at bevæbne sig selv med hele statsapparater.

De frie mennesker, der støttede dem, svigtede friheden.

Friheden blev også svigtet af de frie stater, der midt under krigen i Gaza betingelsesløst anerkendte en palæstinensisk stat. Reelt støttede de, at jihadismen blev bevæbnet med endnu et statsapparat.

Forhåbningen var nok at få de hjemlige jihadistiske rovdyr til at dæmpe sig ved at give dem en luns kød. Effekten af den strategi så vi i Manchester.

-

Der skulle lægges pres på den militært stærkere part i krigen, for Israel gik alt for langt! Men det pres var gratis politisk set - man fik jo opinionens storm i sine sejl.

Det svære var at gå op imod pressens og gadernes storm, og lægge pres på de jihadister, som forberedte og startede krigen, som tog og udsultede gidslerne, som førte krig fra tunnellerne, og som hellere ville ofre egne borgere i Guds navn end give op.

At gå imod opinionen kostede hård, politisk valuta: Popularitet.

Men denne valuta skal ikke spares op i meningsmålingernes banker for at blive hævet på den ene dag – valgdagen. Den skal bruges til at støtte frihed og bekæmpe tyranni.

Og regeringens kurs var rigtig:

JA til en ny stat der står for frihed og accepterer andres ret til at eksistere, og NEJ til en stat der ville få jihadismen som jordemoder og 7. oktober som uafhængighedsdag.

Det er ikke sine egne børn, de statsløse skal ofre for at kunne få en stat. Som Abraham har de en buk, der nu skal ofres i stedet. Bukken er jihadismen.

Bukken israelerne nu må og skal ofre for at genvinde verdens anseelse, er besættelser, bosættelser og al snak om etnisk udrensning.

--

Friheden er konkret.

Jeg har de sidste år stået i Armenien og kigget ind i Azerbajdan, Tyrkiet og Iran.

Stået i Israel og kigget ind i Gaza.

Stået i Sydkorea og kigget ind i Nordkorea.

Stået med et ben i frihedens gamle Vestberlin og et i ufrihedens Østberlin.

Jeg har været i Ukraine og to baltiske lande, og mærket den vamle ånde fra ufrihedens ulv.

Friheden er smuk og enkel.

Men kampen for friheden er ofte grim og mudret.

Min bedstemors bror, Ove, meldte sig som ung under frihedens faner, tog til England og fløj med Lancaster bombefly ind over Tyskland.

I familien ser vi ham som en helt.

Men hvad hvis mennesker dengang ikke så den store sammenhæng, men gennem Instagram kun så den dødelige last som Ove og hans kammerater slap ned over Tyskland?

Så ville de ikke ses som helte.

Så ville folk vel gå i gaderne og råbe død over dem. Ligesom folk, der er født ind i den frihed de kæmpede for, har råbt død over dem, som i en grim og ufattelig svær kamp er gået alt for langt, har begået store forbrydelser, men også har overvundet Vestens og Mellemøstens fjender. Som har muget ud i jihadismens ormegårde, Hamas og Hizbollah. Som har drevet Assad på flugt. Og som selv i Teheran har tændt et håb om frihed.

Denne lyse dag kunne have været meget mørk. Alle de jihadistiske kræfter med åbent erklærede mål om at begå folkedrab kunne have vundet krigen og udslettet den stat, hvis eksistens de ser som en forbrydelse mod Guds orden.

Tanken bør få alle i Vesten at gyse i rædsel. Ikke kun for jødernes skæbne, men også vores. For vores ugudelige levevis – det, vi kalder frihed – er også et brud på Guds orden og derfor, som vi gang på gang har set, et mål for jihadismen.

-

I Europa misbruges mod friheden mod friheden når islamister indad opsætter shariaregler for trosfæller, og udad realiserer det grusomme kampråb: Globalize the intifada.

I Israel truer jødiske fanatikere friheden indefra.

Et frit samfund kan gå i retninger, som vi ikke kan lide, for det kan domineres af mennesker, som vi finder usympatiske.

Men friheden er netop for dem, der tager fejl i vores øjne – og for os, der tager fejl i deres øjne.

-

Så hvad er kærlighedens gerninger, politisk set?

De er ikke at støtte dem, der repræsenterer våbnenes militære magt. Eller den ideologiske og religiøse magt. Eller magten i den selverklærede afmagt.

Kærlighedens politiske gerninger er at støtte dem, der står på frihedens side og kæmper imod ufriheden.

De sidste to år har mange ikke kunnet se forskel.

Det kan de forhåbentlig nu.

Talen kan også ses på YouTube på dette link.