02. juni 2023

Hondbóltslandsliðið kann seta ríkisfelagsskapin undir trýst

Røðan hjá Sjúrði til endaorðaskiftið á fólkatingi 31. mai 2023

Den 8. marts – det var tilfældigvis på min fødselsdag – slog Færøerne Rumænien EM-kvalifikationen i håndbold.

Den 26. april – det var tilfældigvis på min kones fødselsdag – slog vi Ukraine i samme turnering.

De to sejre medførte, at Færøerne – som langt, langt den mindste nation nogensinde – kvalificerede sig til EM-slutspillet i Tyskland i januar næste år.

Færøerne er også, så vidt jeg har kunnet undersøge, det klart yngste mandskab, der har kvalificeret sig.

Gennem nogle år har ungdomslandsholdenes resultater været utrolig gode, og drømmen om, at drengene skulle føre Færøerne til et slutspil når de blev vokse, er begyndt at spire.

At det skulle ske allerede år, havde de færreste dog drømt om.

De får det hårdt i Mercedes-Benz Arena i Berlin – selv om flere tusind landsmænd vil være på lægterne for at støtte.

Men når de er kommet blandt de 24 bedste i Europa så unge som de er, så er det ikke helt – altså ikke helt – utænkeligt, at de om nogle år vil komme blandt de 12 bedste i verden. Truppen er meget smal, den er særdeles sårbar for skader og der er 1000 andre ting der gør det uhyre svært, men det er altså ikke helt utænkeligt.

Og skulle det ske, så kommer vi til at stå med et politisk problem.

For Færøerne er ikke medlem af den olympiske kommite. 40 års banken på døren har ikke fået ledelsen til at åbne den. Begrundelsen er, at Færøerne formelt ikke er en stat.

Under hvert af de sidste fire OL har Færøerne haft en atlet med – der har kæmpet under Dannebrog. Det føles forkert og det er forkert – men de har dog kunnet deltage.

Skulle håndboldlandsholdet gå hen og skabe den vildeste sensation og kvalificere sig til OL, kan de ikke deltage – hvis altså verdens ofte allerbedste hold, Danmark, også gør det. For man kan altså ikke stille med to hold.

Så må den danske OL-komité vælge.

Skal vi sende Danmark eller Færøerne afsted.

Svaret er givet. Man ville aldrig i livet så meget som overveje holde sine altid guld-bejlende verdensstjerner hjemme for at give plads til Færøerne.

Og så ville der bliver oprør i Nordatlanten.

I år vandt en færing det danske melodi grand prix. Da han svarede på spørgsmål fra den danske presse, gjorde han det på engelsk – for det var han bedre til en dansk. Og det irriterede mange danskere. For kan en person repræsentere Danmark, der ikke taler godt dansk?

Problemet var, at han ikke kunne repræsentere Færøerne, fordi vi ikke har adgang til Melodi Grand Prix under eget navn.

Eksemplerne – det tænkte og det virkelige – viser noget som ikke er så synligt, men som fylder en del i den politiske verden. Nemlig at Færøerne i nogle tilfælde ikke kan repræsentere sig selv. Det gældet WTO og i NEAFC, der regulerer fiskeri i Nordatlanten, og andre organisationer.

Fællesskabet med Danmark opfattes i det daglige ikke som nogen spændetrøje. Tværtimod. Stemmerne ved valgene taler sit tydelig sprog. Budskabet om løsrivelse er ikke en politisk vare, der har mange købere.

Men sådan er det, fordi ordningen er så elastisk, at man har kunnet udvikle sig og vokse frit på alle områder. Selvstændighed er fuldstændig afgørende for befolkningen, og den har man kunnet udvikle gradvis så langt, at Færøerne i dag, reelt, har større beføjelser end mange selvstændige stater.

Fællesskab og selvstændighed har ikke været modsætninger.

Men nogen steder er der altså begrænsninger.

I visse tilfælde – fx nær det gældet WTO – kommer de af, at det danske embedsværk har en alt for rigid fortolkning af grundloven, og at man fra politisk hold ikke vil eller tør gå imod den. Selv om sandheden jo er, at hvis grundlovens rammer skulle tages helt bogstaveligt når det gælder Færøernes beføjelser, så ville vi slet ikke være der, hvor vi er i dag. Vi ville ikke have skabt den succes, vi har skabt.

I andre tilfælde, som fx IOC, er problemet, at andre stater – fx Spanien – stiller sig i vejen af indenrigspolitiske grunde.

Jeg synes et giver anledning til at kigge på to gamle damer:

Grundloven, der fylder 70 i år, og hjemmestyreloven, der fylder 75.

De havde sin tid – men nu er den er gået.

Når det gælder Færøernes status og beføjelser, så beskriver grundloven ikke virkeligheden. Som i slet overhovedet ikke. Reelt er det danske rige en føderation – formelt beskriver grundloven en enstrenget enhedsstat.

Ville man fra dansk side godtage formelt at blive omdefineret som en føderation, og dermed lade sig blive defineret af Færøerne og Grønland. Det tror jeg simpelthen ikke på. Man vil ikke kunne mobilisere folk til at ændre grundloven således at Færøerne passer ind.

Ser vi på hjemmestyreloven, der i sin tid blev kaldt en harmonika, så er den nu spændt helt ud. Den viste sig at være helt fantastisk velegnet som ramme om udviklingen af det færøske samfund. Men nu rummes der ikke mere i den.

Derfor mener mit parti – der jo går klart ind for fællesskabet med Danmark – at vi bør indrette os på ny, således at vi får overensstemmelse mellem det formelle og det reelle. At vi får en formel ordning, som både beskriver virkeligheden nu, 75 år senere, og giver udviklingsmuligheder.

Vi har været med til at udarbejde to forslag til en færøsk forfatning, der skulle forene løsrivelses- og samhørighedsfløjen i en ordning inden for rigsfællesskabets rammer, men med en dør ud, såfremt der en dag skulle vise sig at klart og varende flertal for det.

Jeg tager dette frem i dag, fordi vores forslag ligner på nogle punkter det udspil, der lige er kommet fra Grønland.

Kan en færøsk grundlov rummes inden for rigets grundlov?

Jada. Når det vi har i dag – hvor Færøerne har eget parlament, egen regering, egen økonomi, eget skattesystem, står uden for EU – når alt det kan rummes indenfor rigets grundlov, så kan en mere fri ordning det også.

Formalisterne vil sige nej – som de sagde nej i forbindelse med hjemmestyreloven, som de sagde nej i forbindelse med overtagelsen af undergrunden, som de sagde nej da riget blev splittet i forbindelse med Danmarks EF-medlemsskab, som de sagde nej i forbindelse med overtagelsen af folkekirken. Formalisterne – bogstavets folk - SKAL sige nej. Men politikerne – kan jeg tillade mig at kalde dem åndens folk – skal finde en løsning.

Og når formalisterne arnerkender, at Grundlovens §19 kan bruges til løsrivelse, så må de også anerkende, at den kan bruges til ting, der er mindre end det.

Jeg skal ikke kommentere detaljer i det grønlandske udspil, men jeg hilser det velkomment, at der tænkes nye tanker.

Som jeg hatr sagt mange gange: For mit parti er formaliteterne, betegnelserne, de akademiske diskussioner ikke det vigtige.

Men jeg syntes det var på plads at sige hvor vi står, når strukturen i det hele nu er kommet til debat, når vi nu har de her jubilæer, og når vores to håndboldlandshold måske om nogle år kommer til at udskrystallisere de dilemmaer, der er.

Vi er ikke i samme gruppe som Danmark ved håndbold EM, men det ville være interessant hvis vi fik sensationen i anden potens og kvalificerede os til anden runde i Tyskland, og der mødte Danmark.

Så ville kampen både blive et symbol på, at selvstændighed og fællesskab ikke behøver være modsætninger, og på at fællesskabet skal være så rummeligt som muligt, hvis alle skal have plads til at uvikle sig.

Vi ville formentlig tabe – men det er altså bedre at tabe i eget navn end ikke at kunne være med.