Sambandspartiet opfordrer Folketinget til at gå imod flertallet i Lagtinget
I onsdags skrev Færøudvalget betænkning i sagen om delvis færøsk overtagelse af luftfartsområdet.
Her står disse ord: "Sambandsflokkurin vil stemme imod lovforslaget ved 3. behandling."
Der står også: "Et andet mindretal (SP) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling." (SP betyder Sambandspartiet).
(Link til hele betænkningen findes nederst i denne artikel).
Disse få ord fra Anna Falkenberg i en betænkning ser ud som en lille detalje. Men de er meget principielle. For dette handler om noget grundlæggende:
Skal færøske folketingsmedlemmer respektere demokratiet og den politiske styreform på Færøerne – eller skal de ikke?
Et klart flertal i det færøske Lagting ønsker at overtage luftfartsområdet, og der er blevet afsat penge til dette på finansloven de seneste fire år.
I lang tid har der været forhandlinger om, hvordan det konkret kan lade sig gøre, og nu er der indgået en aftale mellem Landsstyret og den danske regering om, at Færøerne skal overtage området trinvis. Første omgang bliver derfor en delvis overtagelse. Årsagen er bl.a., at dette handler om sikkerhed, og derfor skal man gå varsomt frem. Vi må gradvist udvikle kompetencerne. Ingen forhastede beslutninger må tages.
Men dette kræver en dansk lovændring, og den danske minister på området, Thomas Danielsen (som i øvrigt har færøske rødder), har fremsat forslag om dette. Han forstår det færøske ønske og skriver, at: "For at imødekomme det færøske ønske skal der skabes hjemmel til, at overtagelse af sagsområdet kan ske delvist på forskellige tidspunkter."
Som formand for Færøudvalget, hvor sagen er behandlet, har jeg bedt partierne om at oplyse deres holdning. Derefter formulerede jeg en betænkning, som stort set alle tilsluttede sig. Intet parti sagde, at de ville stemme imod forslaget.
Undtagen ét: Sambandspartiet!
Når der skal stemmes i dag, trykker Anna Falkenberg på den røde knap!
Det har partiet naturligvis fuld ret til.
Men at sidde som færøsk repræsentant i Folketinget og opfordre tinget til at forkaste en aftale, som Landsstyret har indgået med den danske regering, er ret alvorligt. For fik Anna Falkenberg sin vilje, ville Folketinget have blokeret en aftale, som Landsstyret har indgået, og dermed lammet det færøske folkestyre.
Det skete ikke denne gang. Heldigvis er traditionen, at Folketinget respekterer Lagtinget – også når Folketinget ikke er enige i det, Lagtinget ønsker. Men ét parti, Alternativet, stemmer faktisk blankt i dag. Årsagen er forhold, som partiets repræsentant “er blevet gjort opmærksom på” under udvalgsbehandlingen. Disse ”forhold” er de samme, som Anna Falkenberg og Bárður Nielsen fremlagde i et læserbrev i går...
Det skal siges, at det ikke kun er Sambandet, der arbejder på denne måde.
Tjóðveldi siger før hvert folketingsvalg, at hvis partiet bliver den afgørende stemme i Folketinget, støtter de den statsminister, som vil imødekomme konkrete krav om løsrivelse – fuldstændig uanset, hvad det siddende flertal på Færøerne mener.
Fik Tjóðveldi sin vilje, ville det danske politiske system dermed tilsidesætte det færøske folkestyre. Og det er ikke kun ord. Da det færøske flertal ville sætte Udenrigspolitiske Kompetenceloven i kraft, krævede det en vedtagelse i Danmark. Da skete det samme, som vil ske i dag: En repræsentant for Tjóðveldi fra Færøerne var imod. Som del af en dansk myndighed respekterede han ikke flertallet på Færøerne og det færøske demokrati. Partipolitikken blev sat over alt andet.
(At denne lov i virkeligheden ikke var nogen forbedring, er en anden historie. Det var dette, Lagtinget ønskede).
Til sidst vil jeg for god ordens skyld sige, at Javnaðarflokkurin i 2011 besluttede, at det, Landsstyret og den danske regering bliver enige om – det respekterer vi. Vi kan være uenige, og vi kan udtrykke vores holdning, men vi stemmer ikke imod. Vi bruger ikke vores mandat i Folketinget til at underminere færøske myndigheder.
(De aftaler om finansiering af projekter, vi har indgået med danske fonde og myndigheder, bliver naturligvis også altid lavet efter ønske fra eller i dialog med de relevante færøske parter).
Læs betænkningen HER.